Bænk 2
Kunstner: Bodil Svennevig
En af hjertestiens bedste sø-kig og dermed også bedste fuglekigger-sted, selv når søbreddens tagrørskov tårner sig op. Her ud for bænken – er rørskoven nemlig smal og næsten fraværende. Noget, der også lokker en og anden lystfisker til.
På søfladen ser du sommeren igennem en anden fisker, den toppede lappedykker, hvis sorte og mahognibrune fjer-top har givet den navn. Den fisker ikke just af lyst. Snarere for at skaffe føde til de tiggeprinser af nogen pyjamas-stribede unger, den får i maj/juni, og som uafladeligt tigger føde hos forældrene til langt ud på sommeren. I starten holder ungerne til på forældrefuglenes rygge, hvor de putter sig under de skærmende vinger og kun i ny og næ stikker et pyjamashoved frem. Men snart svømmer de ivrigt tiggende i kølvandet på de voksne.
Det er også herfra du nu og da ser den smukke taffeland, hvis han med sit kastanjebrune hoved, sølvgrå krop og sorte bryst og undergump i fordums tid levede livet farligt, da rigmænd holdt af at pynte taflets stegte ænder med lånte fjer i form af de små andrikkers underskønne hamme. Deraf navnet.
Og på engen skråt overfor bænken græsser søens grågæs med deres unger, som i armadaer med gase forrest og gås bagerst og med hele kuldet på række imellem føres ud på søens vand ved forstyrrelser.
I maj kan du være heldig at møde nogle af søens sjældne gæster fra Baltikum, dværgmågen og sortternen, der begge har specialiseret sig i at snappe insekter på eller lige over vandoverfladen.
Derfor dykker de aldrig under vandet, men gør drabelig udfald mod byttedyr ved overfladen, som vi ikke kan se. Resten af sommeren er det den knapt så eksotiske fjordterne, der på elegante vinger og med sin lange hale kaster sig i bølgerne efter småfisk.
Hold øje med skærmplanterne i siden af stien. Du har fundet de rigtige hvis de lugter af anis, når du gnider dem mellem fingrene. Det er sødskærm, også kaldet spansk kørvel. Smag på stænglen eller frø og prøv naturens eget slik.
Planten er ikke hjemmehørende men indslæbt til Danmark som pryd og nytte plante. Blade og frø kan bruges i salater eller andre retter.
Grågåsen mister flyveevnen i juni måned
Hvert år i juni måned fælder grågåsen sine svingfjer og så kan den ikke flyve. I den tid opfører grågæssene sig yderst diskret, og man hverken hører eller ser meget til dem. Helst gemmer de sig om dagen, og går så ud på græsning om natten og i de tidlige morgentimer sammen med ungekuldene.
Når fuglene får flyveevnen igen i slutningen af juni, bliver de igen mere højrystede, og fører sig på ny frem med en gås’ værdighed.
Kunstner: Dorte Buchwld Matinsen
Hjertestiens bedste sø-kig – og dermed også bedste fuglekigger-sted.
Så længe søen er isfri, ser du ved vintertide herfra ofte småflokke af den smukke, rosaflankede store skallesluger. Den har sit navn efter de småfisk, den så gerne sluger. For at fange dem, svømmer skalleslugerne som pelikaner i bredbåndet formation, mens de på skift dypper hovedet ned for at spejde efter stimer af skaller og andre småfisk. Får de øje på en stime, dykker de systematisk efter den og kommer kun til vandoverfladen for at snappe luft – eller sluge en skalle.
Ofte har skalleslugerne selskab af den klejne sort/hvide troldand med den kække top, og af og til også af den lige så sort/hvide hvinand med den hvide skønhedsplet mellem øje og næb i det ellers så sorte hoved. Troldanden har fået sit navn, fordi den dykker og kommer til overfladen igen som trold af en æske. Hvinanden sit, fordi hannerne frembringer en sælsomt hvinende lyd med vingerne, når de flyver.
Lokale toppede lappedykkere bliver her så længe søen er åben, men mangler nu ganske både top og farver. Nu fremstår den i grå, sorte og hvide nuancer – som om den havde glemt at betale farve-licens.
Her står tagrør, som er til at få fat i hele året. Tagrørene er en græs-art – en af de store. Den vokser over hele verden, hvis vi ser bort fra de arktiske egne. Pluk et tagrør og se hvordan bladene kan drejes om stænglen. Det er nødvendigt for at bladene kan føje vinden, så de ikke rives itu i blæst. Pas på fingrene for bladene indeholder meget kisel, som gør dem skarpe, det gør dem også stærke, så de ikke rives, når de står så tæt.