Bænk 3

Fra denne bænk er der udsigt til et drabeligt slagsmål mellem et gammelt kulturspor – den græssede eng – og den viltre natur, som vil have området til at springe i skov. Engen har sikkert været her i århundreder, ryddet for krat med møje og besvær af fordums bønder i jagten på god græsning. Men vore tiders landbrugsdrift gør denne lille stump eng uinteressant for kvægavlere, så køerne er gået, og træerne vandret ind. Først var det store urter som skovangelik, due- og mjødurt, der bredte sig, og som stovt vajer over de åbne partier, men nu kommer også rødel, birk og pil, der med tiden vil danne en sumpskov her.

Find et græsstrå der står og vifter med
sine blomster- eller frøstande. Så skal
Vi lege “høne eller hane”.

Tag med fingerene om blomsterstanden – og hiv alle blomster eller frø af.
Hvis det er en “Høne”, sidder de frø du har hevet af i en lille kvast – som en hønehale.
Hvis det er “Hane” så sidder de frø du har hevet af spredt med store og små imellem hinanden, som en lang hane-hale.

Tag igen om et strå og spørg en anden “Høne eller hane? Hvis han så svare “Høne”. Hiver du og ser hvad det bliver. Hvis det er en høne, vinder din ven. Hvis det er hane vinder du.

Vinter

Selv ved vintertide fornemmer du her den seje kamp, der foregår på den tidligere eng ud for bænken. Her har i århundreder været en græsset eng med bl.a. maj-gøgeurter og engkabelejer. Nu vinder rødel, birk og pil frem og står som ungskov på den tidligere eng.

I blandt på de stadigt lysåbne partier ses rester af eng- og mosefloraen, f.eks. vinterstandere af mjød- og dueurt.

Resterne af et hegn lige nedenfor bænken vidner om et græsningsprojekt, lokale borgere tog initiativ til her for en halv snes år siden. De ryddede engen, hegnede den og satte to kvier på græs. Det genskabte for en stund det gamle kulturspor, og var måske et eksempel til efterfølgelse for kommende slægter?

I ungtræerne færdes i dag ved vintertide ofte mejsearter som musvit, blå- og sumpmejse, uden skelen til, at de vimser rundt midt i en kamp mellem et fordums kulturspor og naturens trang til at rejse skov.

Og lige om hjørnet gemmer et andet overset kulturspor sig, nemlig den snoede bivej! Nødholmsvej tangerer her Hjertestien, og går man lidt ad den, vil man hurtigt erfare, at den ikke er skabt af rationelle vejingeniører med linealer på kort. Vejen følger tvært imod de gamle markskel, hvor bønderne i forvejen havde deres markveje, og bevæger sig derfor i zig-zag gennem landskabet.

Vel tilbage på stien skal du lægge mærke til de lysende røde, næsten glaserede bær, der hænger i klaser på buskene i randen af pilesumpen. Også langt hen på vinteren. Det er kvalkved, hvis bær er giftige for de fleste, og derfor får lov at blive hængende. Kun silkehalerne tåler dem blandt fuglene, og alene navnet antyder, at vi står overfor en gusten sag. ’Kval’ hentyder til, at den giver kvalme. Tidligere kaldtes den ’ulvsrøn’. ’Røn’, fordi dens bær minder om rønnebær, og ’ulv’ fordi det var det værste dyr, men lige kunne komme i tanker om, og så understregede det jo meget godt, at man ikke skulle spise bærret.

 Du kan tælle dig frem til et træs alder ved at tælle grenkranse. En grenkrans er ca. 3-6 grene, der sidder i den samme højde på træet – i en krans. Det er ikke alle træer der har grenkranse, men de fleste nåletræer (fyr, gran, ædelgran og lærk) og nogle løvtræer (ahorn, ask og poppel) har grenkranse.