Bevaringsværdige kulturmiljøer eller andre kulturhistoriske spor i landskabet,
ved Palle Dinesen

Fra Bronzealder til Vikingetid

Går man fra Glumsø by mod vest ad den gamle kirkesti, rejser der sig langsomt en stendysse med den noget fjernere Vesterskov som baggrund. Der er frit udsyn til stengraven, som det har været tilfældet i årtusinder.

For femtusinde år siden foregik der her et slidsomt ingeniørarbejde. Store sten blev langsomt rullet på plads. Der var lagt stammer som vej, og hen over dette trædække blev stenene rullet, skubbet og trukket. Mange mænd var i arbejde i mange måneder, for stenene lå spredt rundt i landskabet og måtte ofte frigraves. Det krævede en særlig teknik til sidst at få dækstenen på plads. Det var en udsøgt sten, flad på undersiden og buet på oversiden. Der blev kastet jord op over stenene, kun dækstenen skimtedes, og indgangen holtes fri. Til sidst blev højen omgivet af en krans af sten, som hegnede det hellige sted.

Det var en høvdingegrav, som blev bygget. Måske mange år inden den karismatiske leder for det lille samfund døde. Han havde haft mod til at blive på stedet, holde sammen på flokken og skabe den beboelse. Stedet lå nær søbredder, og der var vandløb tæt på. Der kunne fiskes, og der kunne jages i skovene omkring, men nu forsøgte man også at dyrke jorden. Langsomt blev den kultur skabt, som kaldes bonde-stenalderen.

Så kom dagen, hvor graven blev taget i brug. Høvdingen var død og blev fulgt op til stenhøjen af hele klanen. Der blev båret gravgaver med. Der skulle være nok til den lange rejse ind i det hinsidige. Råb og sang, jamren og hellige ord hørtes i det lange optog. Og så blev den døde lagt ind i graven, gaverne stillet ved han side. De ældste kom bøjede ud af det lille rum. Og til sidst blev den tunge dørsten skubet på plads ved hjælp af svære tømmerstokke.

Fra graven vendte flokken tilbage til hverdagen. De brændte skov af, skrabede furer til deres korn og samlede græs til de første husdyr. En ny tid var inde. Og når de var ved at give op — så kikkede de op til højen, hvor høvdingen lå. Han var stadig tæt på og de vidste, at de skulle ikke give op. De fornemmede også, at høvdingen lå deroppe og kunne se langt. Han skuede ind over søerne, han så skoven i det fjerne – og i respektfuld afstand lå den beboelse, han havde skabt. Hans blik gled også hen over de levende.

Årtusinder gik, en ny kultur blomstrede frem. Det var bronzealder. Nye skikke, en anden forestillingsverden og nye erhverv. Men højen lå der stadig. Og det var stadig et helligt sted. Derfor lå offermosen tæt ved, længere mod vest, tættere ved solens nedgangssted. Og da den kolde tid kom med jernalderen, og uro og opbrud prægede mennesker, så boede man dog stadig med udsigt til stendyssen. Det gamle hellige sted lå på vejen til offermosen, hvor man forsøgte at komme i kontakt med de hellige eller onde kræfter, som sendte så megen kulde og regn ned over de egne, som før havde kunnet brødføde mennesker og kvæg.

De arkæologiske fund, der ligger som baggrund for denne skitse, er følgende:
(Kilde: Nationalmuseet, Danske afd., Danmarks oldtid sognebeskrivelse).
Stendyssen er en megalitgrav, stammende fra tragtbægerkulturen
(ca. 4000 – 2800 f.kr.).
(Stort dyssekammer, 4 bæresten, heraf en lavere. Dækstenen er sprængt i 2 stykker, men på plads. En del af dækstenens underside for længst bortsprængt. Ingen omgivende høj).

Om offermosen, som ikke er systematisk udgravet, oplyses følgende:
I Vestergårds mose er fund fra flere perioder af oldtiden. Fra stenalderen en vildsvinetand og flintøkse, fra bronzealderen hesteknogler,  og ”Jernknive”, samt lerkar fra jernalderen. Dertil kommer udaterede menneskeknogler, som kan være fra alle perioder. Mosen har gode bevaringsforhold for knogler og organisk materiale og rummer mulighed for yderligere oplysninger om de gentagne ofringer i vådområderne gennem oldtiden.

Om beboelser – fund ved udgravninger i forbindelse med byggemodning 1996 – 2001:

Fra stenalderen: Der opsamledes en stor mængde overfladefund af neolitisk karakter.
(Lignenede fund er gjort i nærliggende haver i Glumsø).

Fra Bronzealderen: De ældste bebyggelsespor stammer fra slutningen af yngre bronzealder, omkring 700-500 f.kr. Her er fundet en affaldsgrube med flere fund.

Fra jernalderen: Nord for Stendyssegården blev der fundet spor af ”gårde” fra romersk jernalder (150-400 ef.kr.) samt en kvindegrav med forholdsvis rige gravgaver. Kvinden, som skønnes at være 34-45 år, da hun døde, var gravlagt på siden. Der var tale om en stenkiste, der oprindelig har dannet rammen om en trækiste.
Derudover er der tørveskær 5 steder i mosen fra 1940’erne.

Kirke, stendysse og offermose – om trosskifte og kontinuitet.
Overvejelser ved skovrejsningen i Glumsø
ved Palle Dinesen.